SoMe detox, sammenligning og mangel på kreativitet…

Et detox fra de sociale medier er nok det, som jeg har allermest lyst til lige nu.

Men alligevel ender jeg med at åbne Instagram, Facebook og så TikTok. Min nyeste besættelse er TikTok. Ikke nødvendigvis selv at lave noget, men jeg kan bruge timer på at se på de andre.

I starten var det bare for hyggens skyld og jeg var virkelig imponeret over virkelig mange kreative bud. Men som det er lige nu, så har det mere givet mig kriller i maven – og ikke på den gode måde.

De sidste uges tid har jeg fundet mig selv i et underligt humør. Jeg er virkelig træt, når jeg logger ud fra arbejdet. Jeg har næsten ikke noget overskud til at tænke i madlavning eller at være nærværende. Social, nogle gange. Nærværende, nej tak.

De sidste par dage har jeg også grædt, når min kæreste er gået ud ad døren eller at jeg er kommet hjem fra ham. Ikke fordi der er noget med os. Men fordi jeg er så træt og min hjerne kører på højtryk, samtidig med at jeg prøver at være bare nogenlunde til at være i stue med. Ps. det går dårligt.

Sandheden lige nu er bare, at jeg ikke rigtig ved, om jeg er glad eller ej. Jeg er jo glad?

Altså for min kæreste, min familie, Fie-hunden og mit arbejde. R og jeg kigger på lejlighed og alting er jo ellers fint.

Alligevel har jeg fundet mig selv i et mentalt rum, hvor jeg er meget hård ved mig selv. Det hele føles som en konkurrence lige nu. Det føles som om, at TikTok er en konkurrent for mit eget talent og kreativitet. Det samme for Instagram. Jeg føler mig ikke talentfuld nok. Jeg føler mig ikke pæn nok. Jeg føler mig simpelthen ikke god nok. Jeg ser på billeder af mig selv og piller alting fra hinanden. De gamle stemmer vender tilbage:

“Du er blevet tyk, er du ikke?”

“Hvorfor kan du ikke være bedre?”

“Hvorfor kan du ikke bare være mere kreativ og skabe noget helt særligt?”

Alt føles som en konkurrence lige nu. Det at andre finder deres vej. Hvordan jeg klarer mig i skolen i forhold til de andre. Hvor mange likes og views mine egne billeder og videoer får. Hvordan andre laver deres content, klarer deres selvstændige virksomhed eller klæder sig på.

Jeg finder mig selv i et mentalt rum, hvor jeg er kritisk, men også hvor jeg har lyst til alt muligt. På den ene side, så har jeg lyst til at gå i mine kjoler og alt muligt flot tøj. På den anden side, så har jeg også lyst til at købe et matchende joggingsæt i sort og style det. Men er jeg pludselig blevet sporty med et twist? Hvad sker der? Jeg finder mig selv blive inspireret og samtidig blive blottet for min egen tvivl, om hvad jeg kan – og hvor jeg ender henne.

Jeg brokker mig over skoleforløbene, fordi jeg ikke føler niveauet er højt nok. Alligevel får jeg middelkarakterer. Er det så mig? Eller er det læreren, som har et andet syn på tingene og at vi bare ikke kan enes? Eller er det en blanding af begge? Kunne jeg have gjort det bedre? Kunne hun have gjort det bedre eller anderledes? Er det kun mig?

Jeg føler, at alting er unfair. Jeg føler ikke, at jeg bliver anerkendt for mit skolearbejde. Jeg føler mig tilbage i gymnasiet og de tidligere skoleår, hvor jeg bare ikke passede ind.

Gamle spøgelser bliver ved med at poppe op. Løgne og vreden fra tidligere giftige forhold, barndommens traumer, skoletiden, spiseforstyrrelsen, mit kritiske selvhad, rollen som den temperamentsfulde og nærtagende pige, og ikke mindst den store mængde ansvar igennem livet, som jeg bare ikke kan rumme lige nu. Jeg kan ikke rumme noget af det lige nu.

Jeg kan ikke rumme meget andet end mig selv og mit arbejde lige nu. Egoistisk? Ja, helt vildt. Alligevel er det bare et helle, hvor jeg oplever noget ro i at være midt i det.

Når jeg er andre steder, så oplever jeg pludselig stik af ked-af-det-hed, som gør at jeg zoner helt ud eller humøret svinger fra grin til en trist mine.

Jeg føler alting er noget, som jeg skal konkurrere med. Jeg sætter mig selv op mod en masse mennesker, standarder og livsmål.

Jeg står et sted, hvor jeg føler mig grøn som aldrig før på mit arbejde. Det første sted, som virkelig udfordrer mig på den gode måde. Men samtidig står jeg også et sted, hvor jeg virkelig ikke kan mærke noget i forhold til fremtiden. Jeg aner ikke, hvor det ender henne. Er jeg hos dem de næste mange år? Sker der noget andet? Hvor ender jeg henne?

Jeg læste om en instagrammer, som havde brugt hele livet på at jagte drømmen om at blive sangerinde. Det gik, men det gik ikke sådan helt vildt godt. Pludselig begyndte hun at blogge for at få et pusterum og det begyndte at tage fart. I dag er hun selvstændig og tingene voksede bare derfra.

Jeg tænker nogle gange på, at uanset hvad jeg vælger at lave (blog, IG, TikTok, Pinterest), så går det bare ikke op eller vokser. Jeg taber engagement hver dag og jeg mister følgere hele tiden. Jeg prøver ellers at forbedre mit indhold, men jeg kan ikke altid få ideerne til at matche op med resultatet.

Så ja, jeg er i et frustrerende sted, som de fleste nok kender til i en eller anden afart. Jeg ved også, at det går over, men jeg har svært ved at give ind til negativiteten og være i det uvisse.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik elevpladsen og at skolen heldigvis kun varer syv uger samlet. Jeg er så taknemmelig for, at jeg er i en branche, som føles som hjem og som noget nyt på én og samme tid. Jeg er så glad for det.

Men alle de sociale medier og indhold der publiceres hele tiden får mig til at tvivle på, om jeg nu er så unik og kreativ, som jeg troede…..

 

Jeg leder stadig efter mit talent og mit gennembrud.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.