16. dec – 1 år med Mus.

 

Ja, det virker måske lidt fjollet at reflektere over året på bloggen, nu hvor han ikke har været så stor en del af den.

Og så alligevel.

 

Det her år er gået hurtigt. Sidste år sad vi inde i stuen. Jeg havde lavet sushi og gin & tonics. En kombination som R ikke helt forstod, men jeg kan godt lide begge dele. Vi snakkede om det med at blive kærester, men jeg forstod ikke helt, hvad han mente.

Det var faktisk først måneden efter, hvor R sagde “Ved du hvilken dag det er i moooooorgen??” og jeg tænkte “Hvilken dag er det i mooooooorgen???”

Og først der gik det op for mig, at det var vores månedsdag. Ja, jeg havde slet ikke lige forstået, at vi rent faktisk havde haft snakken, fordi i min verden, så var vi jo bare sammen og så var alt godt.

 

 

Det har været år, som har budt på mange forskellige følelser. Et år, hvor vi har lært hinanden at kende. Vi har kendt hinanden lang tid inden, at vi blev kærester, men det her har været på en helt ny måde.

For mig har det her år nok mest af alt handlet om at finde ud af, at der findes en, som faktisk holder af mig – også når jeg er irriterende eller for meget. Det har været enormt underligt at stå over for et menneske, som virkelig bare tager en, som man er.

R har så meget tålmodighed og så meget ro. Han har nogle af de ting, som jeg ikke rigtig har.

Han er nok også det mest støttende menneske, som nogensinde har været i mit liv. I hele jobsøgningsperioden og med alle de afslag har R konstant sagt “Men nu er du bare endnu tættere på end nogensinde før. Det skal nok gå og de går glip af en ildsjæl.”

Det har været så fantastisk at opleve den støtte og den kærlighed fra andre end sine forældre.

Han har holdt om mig, når jeg pludselig stod midt på Østerbro og stortudede. Han har fået mig til at grine og så har han helt sikkert også gjort mig sur.

Men man kan ikke få det ene uden det andet. Men vi tager vores konflikter og vi prøver at komme videre. Jeg ved godt, at jeg klart er den, som “starter” flest ting, men jeg har lovet at være ærlig.

Jeg prøver heller ikke at lave R om eller ændre på ham. Jeg tror bare, at jeg tit ønsker at vi kan snakke om alt – også det svære, om tvivlen eller om nogle af de ting, som godt kan komme til at såre den anden part.

Det er okay. Vi kommer jo alle sammen til at såre andre om vi vil det eller ej. Det er en del af kærlighed og en del af at være sammen.

Hvad der er rigtigt for mig eller min sandhed, er ikke nødvendigvis også rigtigt eller Rs sandhed. Vi ser ting forskelligt. Vi oplever forskelligt og vi er forskellige.

 

På nogle områder er vi enormt forskellige. Som skrevet tidligere er jeg planlæggeren og R er mere den, som ikke forstår sig på tid. Jeg øver mig i at blive mere afslappet og jeg tror nogle gange, at R godt kan se fordelen i at planlægge.

På andre områder er vi meget ens. Vi deler nogenlunde samme humor. Vi er begge virkelig dedikerede mennesker og begge mennesker som passer på folk omkring os. R kan ikke sidde stille, når han er vært for en fest. Så skal der fyldes skåle op og så skal der lige noget ordnes noget andet. Og sådan er jeg også, når jeg er værtinde. Vi ønsker at folk omkring har det godt og at vi kan opfylde de behov. Så da Rs lillesøster stod for en venindes polterabend i Rs lejlighed, så var vi uden tvivl de voksne.

Vi sørgede for de ting, som vi kunne. Vi ryddede op, da de tog i byen og vi faldt i søvn til vores kæresteserie efter et halvt glas rødvin til hver.

 

Ja, vi sætter ære i at have en høj moral og så tror jeg at vi begge er lige nørdede på hver vores måde.

Vi har nok også nogenlunde samme behov for frihed og tryghed. Vi kan godt lide at gøre ting hver for sig, men vi deler også flere og flere ting sammen.

 

Så det her år har været fyldt med ups and downs. Hvor vi stod henne og hvad vi vil i fremtiden. Sandheden er bare, at vi ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Får vi et år mere? Det håber jeg og mange flere endda.

Det vi er blevet enige om er, at vi er taknemmelige for det vi har og hinanden (det meste af tiden, hvertfald).

Vi har ikke travlt, fordi hvis det skal være os derudaf, så når vi det hele.

Jeg føler hvertfald, at R har givet mig et rum til at være mig selv. Et helle hvor at jeg kan vokse og stole mere på mig selv i takt med, at jeg stoler mere på ham. Jeg lærer ikke kun R bedre at kende, men jeg lærer også nye sider af mig selv og at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg vil.

Det har været en rutschebane, men det har givet meget.

 

Så skål for 1 år som Mis og Mus.

 

Tak.

Louise Mejer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.