Psykisk vold – at blive trigget og komme ovenpå igen.

 

TW: Psykisk vold


Jeg har det underligt i dag.

Den der følelse af sommerfugle i maven og en kæmpe stor usikkerhed lige i midten af det hele.

Jeg tog imod min kæreste igår. Han kom hjem fra en tur i det jyske. Så selvom vi ikke bor sammen, så hentede jeg ham, tog mad med og sørgede for, at det var rart at komme hjem igen.

Jeg har aldrig prøvet det med ham, fordi jeg aldrig er helt sikker på, hvornår han er hjemme og ellers ses vi dagen efter. Men i dag var anderledes og jeg gik glad ned og hentede ham. Jeg havde trods alt savnet ham en god del.

Alt var rigtig fint, men pludselig lå jeg med en følelse af, om jeg gjorde det godt nok eller om jeg var irriterende at være sammen med. Jeg kom til at spilde på hans rene sengetøj og da jeg ville gøre det godt igen, så ramte jeg noget af det, som hang på væggen.

Mit hoved var et stort vivar og jeg mumlede “Undskyld, undskyld. Jeg er bare så klodset. Jeg skal nok tage mig sammen.”

Sjældent har han set så forvirret ud, fordi hvad der skete indeni mig, var jeg heller ikke helt sikker på. Jeg var på randen af tårer og febrilsk hev jeg i sengetøjet for at få det pænt og bagefter pakke mine ting for at smutte ud ad døren.

Jeg nåede ikke så langt, fordi han vidste jo udemærket godt, at der var noget, som ikke var som det plejede.

Det var først, da jeg sad med tårerne strømmende ned af ansigtet. Mens jeg snøftende prøvede at få ud over mine læber, at jeg bare gerne ville være “rigtig” og god nok, nu hvor han kom hjem igen.

Triggers og trusler

Det gik op for mig, at det her ramte den gamle følelse, da min ekskæreste kom hjem efter mange dage.

Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i eller om jeg gjorde tingene godt nok. Det var aldrig til at vide, om smilet var stort og der nærmest blev råbt JEG ELSKER DIG. Eller om han var sur over, at jeg ikke havde varmet mad op eller vasket de bukser, som han skulle have på.

Jeg farede altid rundt og forsøgte at vende vragen ud på mig selv. Det var bare aldrig til at vide om en lyd for meget ville starte et skænderi. Eller om jeg var glad nok til at være sammen med. Men heller ikke for glad.

Følelsen af at være irriterende overvældede mig.

“Du burde være lidt gladere, ellers kan man jo ikke være her” eller “hvis ikke du gør det bedre, så forlader jeg dig – jeg ved ikke om jeg kan være sammen med sådan en som dig.” blev der ofte truet.

Eller ting som:

“Du er FAKTISK ret hyggelig at være sammen med”

“Du kan FAKTISK være ret sjov, her troede jeg ellers at du var så kedelig”

Følelser var ikke tilladt. Sådan var det bare. Eller mine følelser var ikke tilladt.

Kom han hjem om natten, så gik han enten ind for at vække mig, fordi han gerne ville have sex eller også for at råbe eller øse hans frustration over på mig. På den måde kunne han sove og jeg kunne sidde og rokke frem og tilbage inde i stuen.

Jeg havde ramt en boble af angst for at sige nej. Var det sex han var ude efter, så prøvede jeg nogle gange ihærdigt at klemme øjnene i og lod som om, at jeg sov tungt. Andre gange var det lettere at få overstået.

Mentale blå mærker

Men ja, det hele igår bundede nok i, at jeg har været i forhold med rigtig meget psykisk vold. Det tager lang tid at komme ovenpå igen.

Jeg har lagt forholdet bag mig, men indimellem kommer der en situation, hvor jeg kan mærke, at selvom hovedet er ovre det, så husker kroppen.

Min nye kæreste kunne aldrig finde på at råbe af mig eller være så utilregnelig. Jeg gjorde jo også de ting, fordi jeg havde lyst til at se ham og lave mad.

Psykisk vold er bare rigtig, rigtig hårdt. Det er endda også svært at forklare, fordi der ikke er nogle fysiske blå mærker.

De mentale blå mærker er indprentet i de dårlige oplevelser med møbler flyvende igennem lokalet. De grimme ord eller råben lige ind i hovedet. Det er indprentet i usikkerheden og den andens utilregnelighed.

Den psykiske vold er så lammende og da min nuværende kæreste spurgte “hvorfor blev du hos ham? Du af alle burde jo vide, at du fortjener det bedste.”

Så brød jeg helt sammen.

Jeg overså tegnene med vilje

Svaret var uhyggeligt simpelt.

“Fordi dengang troede jeg, at jeg fortjente at blive behandlet sådan”

Jeg troede, at det var den kærlighed, som jeg var værd. Jeg troede, at det var okay, at en anden person behandlede mig sådan. Min biologiske far var ligeså og mine andre forhold havde også været sådan.

Hvordan skulle jeg vide bedre?

Så jeg fandt mig i det. Jeg fandt mig i at blive skældt og smældt. Både fordi at jeg følte, at det var mit lod i livet, men også fordi, at jeg havde ondt af ham.

Det hele var jo ikke startet sådan. Det hele var jo startet så fint med flest grin, blomster, store gaver og vilde oplevelser. Og et løfte om at han ville passe på mig – at alting ville være anderledes for mig denne gang. Han var ikke som de andre.

Han havde jo ikke været sådan hele tiden?

Jovist, var der tegn, men jeg overså dem, fordi jeg tænkte, at vi alle har vores sider.

Jeg kan ikke gå tilbage, men jeg kan lære af det

I dag ved jeg, at psykisk vold ikke er okay.

Jeg ved, at jeg fortjener bedre og at jeg er taknemmelig for at have en kæreste, som passer på mig og som løfter mig. I stedet for at jorde mig.

Jeg kan ikke gå tilbage og ændre min fortid. Jeg er dog alligevel taknemmelig for at have lært så meget, at jeg på mit 3. forhold har fundet en god mand. At jeg aldrig gik tilbage efter at have slået op.

Jeg får dog stadig trigget mine følelser indimellem og har lyst til at spørge min nuværende kæreste, om vi er okay. Eller om han virkelig kan lide mig.

Langt de fleste dage, der tænker jeg ikke over det. Der ved jeg, at jeg er et godt sted. Min usikkerhed eller trigger er heller aldrig på, om min kæreste kunne finde på at være ond ved mig.

Det ved jeg, at han ikke kunne finde på.


Har du oplevet psykisk vold i et forhold? Eller vil du vide mere om det?

Eller ring til Danner.dk på 33 33 00 47

Louise Mejer

One thought on “Psykisk vold – at blive trigget og komme ovenpå igen.

  1. Åh, hvor jeg kendere psykisk cikane; kom sammen med thorben i 4 alt for lange år, da jeg var i midt 20′ er. Han bestilte ikke andet end kritik af min familie og mig, fordi min familie kunne give mig nogle rimelige priviliger, og er søde og kærlige. Tror kun vi var sammen fordi mit selvværd var meget lavt denne tid. Fik endeligt gjort det forbi, stor begrielse, men kostede endel psykolog timer !

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.