Hvornår skal man sige “Jeg elsker dig?”

 

Det her er et emne, som jeg længe har gået og overvejet.

Jeg har snakket med mange forskellige om det og alle siger noget forskelligt.

Nogle sagde de tre ord inden for kort tid og andre ventede indtil, at de var helt klar til at sige det.

Nogle siger det hele tiden, mens andre passer på med at ytre det til alt for mange, fordi det er noget særligt.

I dag bruger vi ordet “elsker” i forbindelse med mange forskellige ting. Jeg siger det også om mange forskellige ting. Jeg elsker chokolade. Jeg elsker pasta. Jeg elsker mode. Jeg elsker København.

Jeg elsker mange ting, men hvorfor er det så, at det føles så meget mere sårbart, når det kommer til en person, som betyder rigtig meget?


Jeg har overvejet at sige det til min kæreste mange gange. De første par gange, der sagde jeg det ikke, fordi jeg var bange for, om han ville sige det tilbage eller om ordene bare ville hænge der i luften.

Så fik jeg sagt det for en god rum tid siden, men det var på en underlig måde og det føltes helt forkert, fordi det handlede mere om den tvivl, som jeg havde fået sat i hovedet af omgivelserne og andres ideer om forhold. Det gav ingen mening og jeg besluttede mig i stedet for bare at lade det flyde videre.

Vi har kendt hinanden i mange, mange år. Vi har været kærester i 7 måneder og datet i snart et år.

Hvorfor har vi så ikke sagt det endnu?

Jeg kan ikke sige det fra Rs side, men for mit vedkommende handler det om, at jeg gerne ville være helt sikker og mærke det ned i maven på den rigtige måde.

Jeg har udelukkende været i forhold, hvor jeg har fået det fortalt og altid på sådan en måde, hvor jeg har måtte stoppe op og sige “undskyld, hvad sagde du?”. Det har altid været sagt meget hurtigt.

Mit første forhold var det inden for en måned og med det andet var der ikke engang gået 3 uger. Jeg sagde det tilbage begge gange, fordi jeg hverken mærkede eller tænkte videre.

Jeg tænkte bare, at hvis de elskede mig, så elskede jeg vel også dem?

I dag ved jeg ikke, om jeg overhovedet har elsket nogle af dem. Jo, altså, dengang var der jo en eller anden form for kærlighed eller connection, men om jeg elskede dem med alle celler i min krop?

Nej.

Jeg var mest af alt bange for, at de ville holde op med at elske mig, hvis ikke jeg gav noget tilbage. Så det gjorde jeg.


I dag tror jeg bare, at jeg gerne vil gøre det rigtigt. Jeg vil gerne sige de ord, fordi jeg ikke kan lade være. Og indimellem når min kæreste i sjov spørger mig “Kan du overhovedet lide mig?”, så får jeg lyst til at sige “Ja da, jeg elsker dig faktisk.”

Jeg siger det ikke, fordi jeg egentlig bare prøver at føle det i stedet for at sætte ord på det. Og fordi jeg måske inderst inde også er lidt bange for, hvordan det ville blive modtaget.

Men ja, jeg bobler nogle gange over af kærlighed, fordi jeg sidder og kigger på et menneske, som virkelig er noget helt særligt.

Kærlighed for mig har aldrig været let. Jeg har tidligere troet, at kærlighed skulle være vild og voldsom før det gav mening.

Men kærlighed er mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. Men jeg har fundet ud af, at kærlighed for mig er ikke vilde romantiske ting eller at få udpenslet en masse følelser konstant og hele tiden. Eller for den sags skyld at pendulet svinger mellem kærlighed og had hver eneste øjeblik.


Jeg har altid søgt efter den kærlighed, som man ser i Hollywoodfilm. Den kærlighed, hvor der altid går et eller andet galt. Den kærlighed som river en rundt og som er så voldsom, at man stopper fly, at man skændes så højlydt og kysser passioneret efter.

Den kærlighed. Ja, den slags har jeg ikke brug længere.

Jeg tror nemlig, at én af grundene til, at jeg stortudede, da jeg så den svenske film “en mand der hedder Ove”, var fordi at deres kærlighed er så ren og så ægte. Den rummer hinanden til trods for forskelligheder og de prøver aldrig at ændre på hinanden. De accepterer hinanden, fordi det var derfor, at de blev forelsket.

Ove er forstokket og han har svært ved at sætte ord på følelser, men til gengæld bygger han gerne en reol eller to for at gøre plads til alle Sonjas bøger. Han spiste hjemmefra, da de skulle på date, så hun kunne bestille, hvad hun havde lyst til.

De er fælles om mange ting, men også hver deres person. Ingen er halvdele, som mødes og bliver “hele”. De er gode sammen og de fylder hinanden op.

Ove er det stabile og praktiske, mens Sonja er følelserne og det mere rummelige.

De kan noget og derfor strømmer tårerne ned af kinderne. Fordi det er den kærlighed, som man i sidste ende ønsker sig allermest. Den rene, åbne kærlighed.

Er den nem? Næh, men er kærlighed nogensinde det?


Så jeg ved ikke, hvornår man skal sige “jeg elsker dig” eller hvornår man mærker det. Jeg tror på, at alle mennesker skal gøre hver deres og så længe, at det føles rigtigt, så er det lige meget om der er gået 2 dage eller 2 år.

 


 

Opdateret d. 22 august.

Okay, så for to dage siden, der valgte jeg at sige det. Yes, I finally did it. 

 

Jeg har gerne ville sige det længe, men jeg har været i tvivl om, hvornår tidspunktet var helt rigtigt. 

Men da min kæreste og jeg var alene hjemme og han egentlig var på vej hjem, så spurgte han “kan du overhovedet lide mig?” for sjov.

Det røg bare ud af mig “Jeg elsker dig” og det føltes som om at hele verden stoppede lige der. 

Han blev ved med at sige “Ej miisss”, “Gør du?”, “Ej mis, altså, hvor er du sød!” og selvom det også var dejligt, så nåede jeg at blive bange for, om ordene ville blive returneret. 

Jeg krammede ham, så jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt. Det føltes som 100 år, men pludselig kom det “Jeg elsker også dig”. 

Pyyha! 

Men selvom at det var noget af det bedste at få fortalt, så var det ordene “jeg har aldrig haft så meget kærlighed for en person før”, der fik mig til at få våde øjne.

Måske fordi jeg ikke altid forstår, hvad han ser i mig og måske også, fordi jeg aldrig har oplevet kærlighed på denne her måde før.

Jeg ved, at jeg stadig holder tilbage, men det var så befriende at få det sagt.