Overskredne grænser, vrede og at slippe det hele.

Jeg har allerede snakket lidt om vrede tidligere.

Det er bare en følelse, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med, fordi det tit går ud over nogle andre og fordi det er så eksplosiv en følelse.

Jeg har altid været typen som enten er blevet ked af det eller også så har jeg vendt vreden ind imod mig selv.

Men de sidste par dage har jeg oplevet en voldsom følelse af vrede og uro i kroppen. Det har været svært for mig at sætte ord på og det har alligevel fyldt så meget, at jeg udviklede et panikanfald.

Jeg skulle have været i København med en veninde, men måtte stå af på Ringsted St., fordi toget var så fyldt og fordi jeg var bange for at a) kaste op b) besvime.

Jeg kunne bare ikke mere. Min krop var så træt og så panisk, at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg stod på trappen til toget og ventede på næste station dukkede op. Imens måtte jeg steppe lidt frem og tilbage, fordi jeg havde mistet meget af følelsen i mine ben. Jeg rystede over hele kroppen og min højre arm mistede også følelsen.

Så jeg var grædefærdig, da jeg trådte ud på stationen. Jeg var så afkræftet og så vred over, at jeg ikke kunne slå panikken i dag.


Først og fremmest har jeg nok været så vred, fordi jeg lige kommer fra det komplet modsatte. Jeg har været glad, overskudsagtig og virkelige fundet min indre zen frem. Altså i den zen, som jeg nu engang kan, men det har været så dejligt.

Jeg har været god til at lytte til mig selv. Jeg har passet på mine energier. Jeg har været kreativ og jeg har været virkelig elskende og omfavnende.

Det hele ændrede sig bare fra det ene moment til det andet. Jeg fandt mig selv blive helt åndssvagt vred. Så vred som jeg ikke har været virkelig længe. Jeg har råbt og skreget, men det har virkelig været svært andet.

Min kæreste sagde én kommentar igår, som bare gik ind under huden på mig og jeg blev vildt vred over det. En ting som jeg ellers ikke har gjort længe. Jeg har generelt været meget mere overskudsagtig og ikke været (lige så) moody eller klæbende. Noget som jeg kan blive, når jeg føler mig usikker på det hele, men sådan har jeg ikke haft det.

Jeg har haft ro i forhold til os. I forhold til vores forhold og til hvordan verden kigger på os. Det hele har været helt okay.

Jeg har bare været i nuet omkring det hele og ikke rigtig stillet spørgsmålstegn eller været bange for noget, når det kom til os.

Jeg har været glad, når folk har været rundt om mig og jeg har kunne tage selv de mindre gode dage med et smil på læben.

Jeg har heller ikke rigtig oplevet ret meget angst og generelt har det bare været så dejligt. Troen på at alting bliver som det skal har fyldt ud i alle celler.

Men så kom der et par dage og et par oplevelser, hvor jeg havde paraderne nede. Lidt for langt nede.

En del af det som vrede jo kan vise en, er jo, hvornår ens grænser bliver overskredet.

Mine grænser er blevet overskredet alt for meget i de sidste par dage og jeg har ikke haft mig selv med. I et kort øjeblik glemte jeg, hvor vigtigt det er at have mig selv med – hele tiden.

Jeg har kørt efter, hvad andre havde brug for og hvad jeg følte, at jeg skulle. Jeg har bare kørt med på legen, fordi jeg gerne ville være god og gøre andre glade.

Lyder det bekendt? Fordi så er det nemlig det emne, som jeg har snakket om i “GoMentor: angst, vrede og aha-oplevelser”. Det er præcis samme mønster, som jeg kom til at lulle mig selv ind i.

Jeg ville gerne være en god kæreste, en god datter, en god person og jeg har virkelig slidt mig selv ned, fordi det har været så intenst. Det kom den ene dag efter den anden, så jeg har næsten ikke nået at bearbejde følelserne eller kunne nå at stoppe det tog, som allerede havde forladt perronen.

I et kort øjeblik glemte jeg, hvad der gør mig glad og hvad jeg bliver fyldt op af – på den gode måde.

Jeg har haft muligheden for at sige fra. At sige “nej tak, jeg tror at jeg går hjem nu, det har JEG brug for” eller “nej tak, jeg er i gang med noget andet og jeg føler mig altså ikke lige klar til det her nu”.

Men den stemme den overhørte jeg, fordi jeg hellere ville være alt for god.

Jeg havde lige et øjeblik, hvor jeg røg så langt ud af min krop og den balance, som jeg har skabt, fordi alting blev så negativt.

Jeg har mest af alt været så bange for, om jeg nogensinde ville komme tilbage til den person, som jeg var inden alle de her ting.

Men det ved jeg, fordi jeg er så opmærksom på det. Jeg har været vred, fordi jeg har følt mig udnyttet og følt mig trådt på. Jeg har ikke tænkt over det i situationen. Bagefter er det gået op for mig, at der har været for stor utryghed indeni, men jeg bare ikke lyttede.

Det gode ved den her intense vrede er, at jeg virkelig har været tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har været tvunget til at mærke efter, hvad der skete og hvorfor jeg blev så vred.

Så lidt Aha-oplevelser er der også denne her gang, fordi jeg har ikke lyst til at komme så langt ud igen.

Jeg har ikke lyst til at føle mig udnyttet eller kørt rundt med, fordi jeg selv føler, at jeg skal noget særligt.

Så næste gang når stemmen indeni siger, at jeg skal vinke farvel og gå hjem i seng, så skal jeg gøre det. Fordi det blev for meget og fordi det ikke føltes rart.

Næste gang når jeg kan mærke det hele krible og krable, så siger jeg pænt nej tak.

 

Fordi det må man godt. Man må gerne sige fra, sige nej eller sige stop. Man må godt gå tidligt fra den der fest eller sige nej til at høre på brok eller hjælpe med et eller andet. Det er okay at sige nej.

Jeg øver mig tydeligvis stadig i det. Fordi vreden som jeg mærker er jo sådan set ikke så meget møntet på de andre, som spurgte mig om noget eller havde en forventning til mig. Nej, den ligger jo hos mig, fordi jeg ikke gav mig selv plads til at mærke efter og sige fra.

“Nej tak, det kan jeg bare mærke, at jeg ikke har overskud/lyst til”

Den afmagt af at jeg har knoklet mig selv ned ét sted og derfor måtte aflyse nogle gode oplevelser, som jeg har set frem til for MIN egen skyld. Det sker pga. at jeg er udmattet og angsten kan tage over.

Så fordi jeg ikke sagde fra der, hvor jeg skulle, så kunne jeg finde mig selv stortudende med åndenød på Ringsted St og vente på at komme hjem, fordi jeg aldrig nåede ind til MIN aftale, som JEG havde glædet mig til.

Men i sidste ende så må jeg bearbejde min egen vrede og jeg må lære af det til en anden gang.

Det her var et eksempel på, at man nogle gange skal opleve det nok gange, før at man virkelig forstår det.

Jeg har forstået budskaberne klart og tydeligt:

  • Selvfølgelig skal jeg hjælpe og være der andre, men ikke til sådan en grad, hvor jeg hiver mig selv ned.
  • Jeg må godt sige nej til folk.
  • Jeg må også godt sige nej til folk, selvom at de er virkelig tæt på mig og folk som jeg holder meget af.
  • Jeg skal huske at fylde mig selv op, så jeg har overskud og rum at give af.
  • Jeg er det vigtigste i mit liv, så hvis jeg har det godt, så kan jeg også være bedre overfor andre.

For når jeg har det godt og er fyldt op af gode ting, så har jeg overskud til at grine af min kærestes jokes. Jeg har overskud til at hjælpe min mor med et eller andet og jeg har overskud til at ryste lidt på hovedet af de ting, som jeg ikke kan styre eller forstå.

Louise Mejer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.