Derfor droppede jeg ud på 5. semester…

Det her indlæg kommer lidt i kølvandet på “At være i tvivl om studiet”, som jeg genfandt, fordi der er så mange, som bliver bachelor, kandidater og ikke mindst studenter lige nu. Så tillykke til jer!

Det er en dejlig tid. Det er virkelig en glædes tid og en lettelsens tid.

Personligt kunne jeg selv have haft en bachelor sidste år. Jeg kunne have været færdig, men det er jeg ikke og jeg får den nok heller aldrig.

Jeg brugte fem semestre på at være i tvivl i en eller anden grad. Det var ikke så slemt lige, da jeg var startet, men det blev mere og mere som tiden gik.

Jeg følte på ingen måde, at jeg passede ind eller at jeg kunne leve op til de krav, som studielivet satte. Jeg var lidt for motiveret i starten og jeg endte med at være helt nedslidt.

For mig var det en krise, fordi jeg altid har været hende, som var rigtig god til at gå i skole. Det var hele min identitet, så jeg var allerede lidt i krise, da jeg gik ud af gymnasiet. Hvem var jeg, når jeg ikke gik på STX og kæmpede om de gode karakterer?

Da jeg så fandt mig selv på Litteraturvidenskab, så troede jeg, at jeg havde fundet min hylde. Det hele passede sammen. Min kærlighed for bøger og min kærlighed for skoletiden. Jeg har altid elsket det, fordi jeg var god til det.

Litteraturvidenskab var dog noget anderledes end det, som jeg havde regnet med. Jeg kunne ikke rigtig mærke mig selv og der var mange af fagene, hvor jeg stirrede ud i luften af ren og skær frustration. Jeg forstod simpelthen ikke det, som blev sagt til mig.

Jeg synes at noget af det var for teoretisk, mens andet bare var enormt forvirrende. Jeg prøvede at skrive noter. Jeg prøvede at læse ALLE tekster og gerne de ekstra også.

Da jeg nåede 3. semester og de seks eksaminer, som ventede på mig, så var jeg lige ved at gå op i limningen. Sådan for alvor. Jeg var lige der, hvor filmen var ved at knække.

I forvejen var jeg holdt op med at sove. Jeg sov fra kl. 4-6 og jeg forstod ikke hvordan, men jeg kom i tøjet og sad troligt på universitetet alle dage. Jeg gik stort set i de samme tøj hver dag og jeg var lidt mere ligeglad med, hvordan min makeup så ud eller hvordan jeg tog mig ud.

Mig, der normalt render rundt med læbestift, glimmer og høje hæle.

Jeg var en zombie. En hysterisk en af slagsen. De mange timers søvnunderskud sad i kroppen. Der skulle ingenting til at jeg græd. Den ene gang ringede min mor til mig for at høre, hvordan jeg havde det, mens jeg hysterisk råbte og forklarede, at jeg kunne ikke lægge mig til at sove, fordi jeg havde en opgave, som skulle skrives. Jeg husker, hvordan jeg tastede panisk afsted på tastaturet. Ord der ikke gav mening og en hjertebanken, der var så hård og kraftig, at jeg troede, det ville springe ud af brystkassen.

Det var flere år med hjertebanken og uro i alle celler.

Folk prøvede desperat at fortælle mig, at “karakterer ikke var vigtige”, men det følte jeg. Det var jo hele min fremtid, som jeg følte, at jeg ødelagde, hvis jeg klarede mig dårligt.

Jeg var så meget i underskud af alting, at jeg var ved at knække. Jeg ringede grædende op til min læge og bad om sovepiller. Jeg havde aldrig været på medicin før, men jeg måtte bare sove.

Jeg formåede gang på gang at komme igennem eksaminerne, men karaktererne var ikke til at råbe hurra for.

Jeg forstod det ikke. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan mit hårde arbejde ikke bar frugt.

Det var hårdt at komme tilbage til undervisningslokalet og se på en frustreret lærer, som fik det til at lyde, som om at vi ikke havde gjort os umage, når jeg vidste, at jeg virkelig havde givet alt.

Måske var det fordi, at jeg ikke forstod mig på termerne. Jeg kunne ikke finde ud af at skrive en universitetsopgave. Mig, der altid har elsket at skrive, kunne ikke finde ud af det. Jeg var afmægtig.

Jeg fik 02, 4 og 7 konstant og hele tiden. Den ene mundtlige eksamen jeg var til, var jeg ved at dumpe. Jeg var så udmattet, da jeg sad derinde, at jeg allerede på forhånd havde tårer i øjnene. Den ene underviser virkede irriteret over min sentimentale måde at være på, mens den anden desperat prøvede at få mig til at komme tilbage til nuet.

Jeg gik ud derfra med følelsen af, at jeg var en fiasko.

De fleste fag sagde mig ingenting. Jeg synes, at det var spild af tid, men hey, nu var jeg så langt. Så hvorfor ikke blive ved?

Jeg havde flere af underviserne, som jeg ikke kunne sammen med. Vi forstod ikke hinanden. Jeg følte mig konstant misforstået. Det var også svært for mig at regne ud, hvad de forskellige undervisere ville have. Nogle ville have opgaver på én måde, mens andre vrængede næse, når man gjorde det og ville have det på en helt anden måde.

Jeg var konstant frustreret.

Frustreret når jeg læste tekster, som ikke ville imprinte sig. Frustreret når jeg sad til undervisningen og forstod ingenting. Frustreret når jeg fik karakterer som måske afspejlede min faglighed, men ikke mit engagement og tid.

Da jeg nåede 5. semester skulle jeg til at skrive bachelor og min vejleder var ellers enormt sød.

Jeg havde dog også lige et valgfag, Skrivekunst, som jeg havde set frem til siden dagen, hvor jeg satte fødderne på studiet. HER var min hylde, tænkte jeg. Nu kommer det, som jeg har ventet på.

Det gjorde det bare ikke. Det var om muligt værre end de foregående semestre. Jeg var så skuffet.

Det ene fag var som at gå i folkeskolen igen med en underviser, som gik igang med at forklare os om navneord.

Det andet fag var en overpædagogisk lærer, som også mindede lidt om gymnasiet og som elskede at lave gruppearbejde og få os til at læse op. En ting som altid har gjort mig panisk.

Skal jeg læse andres ting op. Fint. Skal jeg læse det op, som jeg selv har skrevet? NO WAY! Nej. Det skal jeg ikke.

Det sidste fag dukkede jeg aldrig op til, fordi det var mere af oplæsning af egen tekster. Det var opgaver, hvor man nærmest skulle danse farven gul og sidde i rundkreds, mens man kiggede hinanden dybt ind i øjnene.

Jeg kunne ikke. Jeg havde koldsved ved bare tanken om at blive der.

Det var en benhård beslutning at sige fra overfor det hele. Jeg var i kæmpe krise, fordi jeg altid gerne ville have en uddannelse og fordi det var min ting, men nu var det ikke mig længere.

Jeg havde det dårligt hele tiden. Min utilfredshed gik ud over de nærmeste, jeg var grådkvalt hele tiden og jeg kunne næsten ikke komme op om morgenen. Heller ikke, når jeg ikke skulle på studie.


Jeg kæmpede med at træffe beslutningen og ikke alle i min familie var lige begejstret.

Men jeg har aldrig fortrudt.

Jeg har aldrig nogensinde i et sekund fortrudt, at jeg skiftede retning. Jeg var ved at sige “gav op”, men det mener jeg ikke, at jeg gjorde. Jeg tog et aktivt valg. Jeg gav den alt, hvad jeg kunne. Jeg prøvede alt, hvad jeg havde, men jeg kunne ikke fuldføre, fordi jeg havde ikke mig selv med.

Jeg var ikke længere med i det projekt og det kunne jeg ikke længere tillade mig selv.

Så jeg droppede ud. Jeg fortryder det stadig ikke. Jeg gav mig selv tid til at lære mig selv at kende igennem nye ting og tillod mig selv at finde et sted, hvor jeg har det godt.

Jeg er ikke længere en hysterisk zombie, som prøver desperat at holde fast i noget, som ikke fungerer.

Jeg måtte sande, at litteraturvidenskab og studie måske bare ikke skulle være min vej frem.

Kommer jeg nogensinde igang igen? Måske. Men det skulle da mest være, hvis mit job selvstændig falder helt itu – og det tror jeg nu ikke.

Jeg har det godt, hvor jeg er nu.

Jeg siger ikke, at man skal smide alt, hvad man har i hænderne og droppe ud, så snart man kan mærke lidt modvilje indeni. Men jeg siger dog, at man skal huske at have sig selv med og man skal ikke gøre hvad som helst.

Det er så vigtigt, at man elsker det man laver og at man er et sted, hvor man føler sig hjemme langt det meste af tiden. Det må gerne være udfordrerne, men ikke til det punkt, hvor man falder fra hinanden.

Reklamer