Perfekte steder – perfekt forhold?

Det her indlæg tager inspiration i TV2 Zulus serie “Perfekte Steder”. Serien kører pt. på trejde sæson, som knapt lige har haft sæsonpremiere.

Jeg har fulgt serien fra day one og jeg synes kun, at den er blevet bedre med tiden. De første par afsnit var sådan lidt så-som-så med skuespillet og plottet, men hey, sæson 2 var noget bedre og nu er jeg spændt på hvad sæson 3, kan bidrage med.

Men det skal ikke handle så meget om serien, som sådan. Det skal mere handle forholdet mellem de to hovedpersoner, Rose og Tobias.

Fordi det eneste der går igennem mit hoved, når man følger deres forhold er: “hvorfor er de overhovedet sammen?”

Deres forhold begynder turbulent. De er to meget forskellige mennesker og selvom, at det ikke altid er en ulempe, så kan man indimellem godt være for forskellige. I’ve been there.

Deres forhold er som sådan ikke urealistisk, fordi et eller andet sted, så tror jeg, at mange mennesker oplever kærlighed som dem, især når man er ung, men også fordi vi konstant bliver påduttet, at man skal kæmpe for kærligheden og det skal være konstant push/pull før, at der er noget ved det. Det skal være spændende, nyt, hektisk og vildt.

Men skal forhold være det?

Det eneste jeg tænker med Rose og Tobias’ forhold er, at det er det mest giftige forhold, som jeg længe har kigget på. Der er ikke noget tidspunkt, hvor det bare går godt eller der er ro på.

Hvis ikke den ene er jaloux over den andens succes, studiepartnere eller andre mennesker der strejfer rundt deres sfære, så er der drama over ønsker for fremtid, ambitioner, måde at være på eller måden at ting bliver sagt på.

De seneste par afsnit har Tobias’ haft travlt med at starte sin virksomhed op, som han har investeret alt i. Det huer ikke Rose, fordi hun har sommerferie fra studiet. De formår alligevel at få tid sammen, men hvis ikke den ene straffer, så straffer den anden.

Så mange af deres problemer kan blive løst, hvis de rent faktisk åbnede munden og sagde, hvad der sker og hvad de har på hjerte. I stedet er det mindgames og “jeg skriver lige, at vi tager væk herfra, så han kan få lov at savne mig”. En joke, som gør Tobias i dårligt humør, nu når han er taget op til Rose og allerede har indvilliget i at sætte tid af.

Nå, men det som rammer mig er, at jeg har gjort nøjagtig det samme. Jeg har haft en relation på nøjagtig samme præmisser. Jeg er også skredet, fordi min eks-kæreste skulle have lov til at savne mig. Jeg har også måtte flå min computer ud af laderen og ind i hånden på den anden, så de kunne læse mine beskeder og vide, at jeg ikke var på vej væk eller utro.

Den der konstante usikkerhed, som ligger som en tung dyne over forholdet. Den der ubehagelige mavefornemmelse, når den anden gik ud af døren. De mange skænderier over noget ligegyldigt, fordi man enten skulle forsvare sig selv eller fordi man ønskede at man kunne lave den anden person om.

Rose og Tobias bruger konstant ordene “jeg er din, du er min”, men vi ejer ikke hinanden.

Hvis der er noget, som jeg har lært i mit seneste forhold, så er det, at vi ikke ejer hinanden. Vi leder ikke efter en halvdel for at fuldende os. Vi er hele i forvejen og vi er først og fremmest vores egen.

Selvfølgelig skal alle mennesker finde den dynamik i et forhold, som fungerer for dem. Men set udefra er Rose og Tobias et perfekt eksempel på et forhold, hvor man skal give slip på den anden.

Det er så forkrampet og jeg har stået i nøjaftig samme følelse. Haft samme ansigtsudtryk som både Rose og Tobias, fordi det gør ondt helt ned i maven, når den anden for 117. gang sårede end eller ikke forstod en.

Jeg kan ikke engang sige, at jeg holder mere med den ene end den anden. De er begge to lige slemme, fordi usikkerheden kommer fra dem begge. Men hvor skulle de også vide, hvor de har den anden, når de aldrig taler sammen?

De bruger ordene “jeg elsker dig” igen og igen, men det fremstår bare mere som et desperat forsøg på at holde sammen i kærligheden, end at de rent faktisk gør det.

Jeg har også altid troet at forelskelse og kærlighed skulle være vildt og voldsomt. At vi skulle eje hinanden, være ved at gå til, når den anden ikke var der eller elske hinanden så meget, så det gjorde ondt.

Det gjorde ondt. Det gjorde nemlig rigtig ondt, fordi det var opslidende og psykisk hårdt hele tiden at gå fra den ene modpol til den anden. Hvis ikke man elskede hinanden enormt højt, så var man lige på kanten til at hade den anden. Hade personen for at få en til at føle sådan eller for at gå en helt derud, hvor vaser gik itu og døren blev smækket.

Måske er det også fordi, at gense serien både minder mig om mine tidligere forhold, men også hvor jeg er nu.

Mit seneste forhold langt fra, hvad Rose og Tobias byder hinanden. Det er roligt, det er nogenlunde en lige linje og det er så udramatisk. Der er også ting, ja, men det er der hos alle.

Det er bare ikke et forhold, hvor angsten for at miste fylder alt eller at usikkerheden klæber sig til os.

Vi ejer ikke hinanden og ingen af os har behov for det. Vi har den anden, når der er tid. Vi prøver så vidt muligt at snakke om tingene og ingen vaser er kastet igennem lokalet.

Er det kedeligt eller uden gnist? Nej. Der er masser af kærlighed, fordi det behøver ikke at være enten eller. Det kan også bare være at grine højlydt i kor, fordi Aristocats ruller på skærmen eller at ligge uden at sige et ord, fordi dagen har været lang for os begge.

Måske er det også fordi, at frygten ikke styrer os. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at miste ham, men jeg er heller ikke bange for det, at det skulle ske.

Jeg ved ikke, hvor vi ender henne, men lige nu er vi et perfekt sted.

Louise Mejer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.