Det er 10 år siden, at jeg sagde farvel til min far.

Det er underligt at tænke på, at det er 10 år siden, at jeg sagde farvel til min biologiske far.

Det er ikke sådan, at han gik bort eller at der skete noget tragisk. Det kunne bare ikke holde mellem os.

Så det er 10 år siden, at jeg stod med brevet i håndet, som jeg havde skrevet til ham og som var mit afskedsbrev. Det er 10 år siden, at jeg gik med tunge skridt over imod postkassen og smed brevet i hans retning.

Det er 10 år siden, at jeg sidst hørte fra ham.

For 10 år siden stod jeg til min konfirmation og havde nøje planlagt vores afsked. Det var meningen, at han skulle se mig en sidste gang. Han skulle se den hvide kjole, det fine opsatte hår med perlerne og han skulle se, hvor smuk en datter, han havde skabt til trods for svigt.

Det er mere end 10 år siden, at jeg fik opkaldet fra ham om, at han ikke kom til min konfirmation. Han havde fået næseblod og han “blødte hele kopper af blod”. Det var mere end en måned inden, at han skulle komme til konfirmationen.

Jeg husker, hvordan jeg stod med telefonen presset op mod øret og hvordan vreden sitrede i maven. Jeg var vred. Jeg var så arrig over, at han aldrig kunne se på andre end sig selv.

Jeg var nået dertil, at jeg ikke længere blev skuffet, når han ikke dukkede op, glemte min fødselsdag eller at overholde sine aftaler. Det kom ikke som noget chok, fordi sådan var han.

Jeg følte ingen skam over, at jeg ikke længere ville se ham. Efter 13 år med frygt i alle celler og de evige svigt, så kunne jeg bare ikke mere. Jeg kunne ikke holde til at være en del af det længere. Jeg kunne ikke rumme mere skuffelse eller længere gå og håbe på, at han en dag ville kigge på mig og tænke: “min dejlige datter, der var du. Nu skal jeg nok være en god far.”

Det ville han ikke komme til. Han gjorde i forvejen det bedste han kunne. Det bedste var bare ikke godt nok for mig. Jeg kunne ikke nøjes med det, som han gav mig. Jeg kunne ikke nøjes med den begrænsede mængde kærlighed.

Jeg havde ikke længere lyst til at have en far, som alligevel ikke var der og som jeg kun besøgte i pligt, fordi jeg vidste at besøget ville være med skældud, angst og dåsemad.

Min far var ikke som mange af de andre. Min far var nemlig narcissist. Han havde haft et hårdt liv, som han formet ham til at være den, han var. Han var utilregnelig, uden ret meget empati for andre og så var han egoistisk.

Det var altid ham først og det var altid mig sidst.

I så mange år har jeg haft det dårligt over, at jeg ikke følte et bånd til ham. Det gik op for mig, at han ikke havde holdt mig, da jeg var spæd og han havde svinget mig en lussing, da jeg var 3 år, fordi jeg var glad.

Jeg har i mange år foragtet ham for alt det, som han satte mig igennem. Jeg har hadet ham for at være min far, at han ikke kunne finde ud af det og at han bare lod mig forsvinde ud af hans liv uden at kæmpe for mig.

Jeg har hadet ham for at søge efter ham i tidligere kærester, som gjorde nøjagtig det samme, men fordi det var det, som jeg kendte til. Jeg har hadet ham for usikkerheden, angsten og følelsen af at være forkert har fyldt så meget.

Jeg har været vred. Jeg har grædt. Jeg har skældt ud uden at han hørte et ord. Jeg har været skuffet. Jeg har været alle følelser igennem.

I så mange år troede jeg, at det var mig, der ikke var værd at elske eller bruge energi på. Jeg troede, at det var mig, som var besværlig og for meget. Jeg troede, at jeg aldrig ville kunne komme til at gøre noget godt nok og jeg troede at jeg skulle redde det hele ved at være god, nem og perfekt.

Jeg troede inderligt på, at jeg skulle ændre på mig selv for at blive elsket af nogen. Jeg troede, at jeg skulle være det, som de havde brug for – uanset min egne følelser og grænser.

Jeg troede at jeg skulle nøjes, fordi det var, hvad jeg kunne få.

Jeg troede på alle ordene, der blev slynget i min retning og at vreden var berettiget, fordi jeg var irriterende eller bare var der på det forkerte tidspunkt. Jeg troede, at jeg burde have vidst bedre, at jeg ikke skulle have spurgt om det ene eller siddet der lige nu. Jeg burde vide bedre.

Jeg burde forstå, at jeg ikke kunne få mere end det.

10 år efter forstår jeg, at jeg ikke var besværlig. Jeg var ikke forkert. Jeg ER ikke forkert eller for meget.

Jeg fortjener kærlighed uden forhandling. Jeg fortjener at sætte grænser og jeg fortjener at blive prioriteret.

10 år efter forstår jeg, at jeg er værd at elske bare fordi, at jeg er et godt menneske og ikke fordi at jeg skal være eller gøre nogle særlige ting. Jeg forstår, at det er okay at være mig selv og at det er okay ikke at finde sig i hvad som helst.

Jeg forstår at andres vrede ord ikke altid er berettiget og at det ikke altid handler om mig.

Så 10 år efter bekræfter jeg mig selv for, at mit 13-årige jeg tog den rigtige beslutning.

Jeg har aldrig fortrudt den og uanset hvor i verden han er, så ønsker jeg ham et godt liv.

Reklamer