Rastløshed, uro og (u)ærlighed?

Jeg mener selv, at jeg er et ret ærligt menneske.

Jeg mener også, at jeg prøver at vise de forskellige sider på mine forskellige medier.

Langt hen ad vejen bruger jeg Instagram, som min lille portfolie af billeder eller måske et lille modemagasin, men den del af magasinet, der kun er et fantastisk photoshoot.

Jeg sidder alligevel med en følelse af, at jeg ikke rigtig lader folk komme tæt på. Det er så nemt at bruge de gode billeder og være mere overfladisk derinde, men jeg har kæmpet lidt med, hvad Instagram er for mig og hvad jeg gerne vil bruge det til.

Jeg har i to dage nu været ved at tage små stories, som ikke er planlagt og som virkelig har vist nogle følelser, som jeg har svært ved at dele.

Jeg deler sjældent, når jeg sidder midt i, at jeg har det dårligt eller når jeg er ked af det. Jeg gemmer det til efter, at jeg har bearbejdet det.

Den første story var ved at komme op i sidste uge, da jeg skulle ud og spise. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst og jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til valget af menu. Jeg ville bare heller ikke være hende, som ødelægger den gode stemning, nu når alle var med på det andet.

Efter min spiseforstyrrelse, så går jeg meget op i, kun at spise de ting, som jeg ved, at jeg har lyst til. Der er utrolig meget take-away mad, som jeg ikke længere har lyst til, fordi jeg meget hellere vil bruge samme mængde penge på noget andet.

Så jeg var ved at optage en story, hvor jeg har en kæmpe klump i halsen, fordi jeg ikke har lyst og fordi jeg får det som et lille barn. Jeg bliver så irritabel og jeg har så svært ved at spise mad foran andre mennesker, som jeg ikke rigtig kender.

Restaurant besøg har altid været lidt af en prøvelse, fordi jeg hader, når jeg skal sige min bestilling højt, men jeg synes ikke at buffet er lettere. Tværtimod.

Det er så fjollet, men det er lidt et levn fra min spiseforstyrrelse og derfor popper det nogle gange op.

Men hvorfor ville jeg ikke vise jer en grådkvalt mig i live-udgave?

Fordi jeg ikke har lyst til at være en dramaqueen. Jeg er jo fjollet, når jeg får det sådan. Jeg ved jo godt, at det ikke er verdens undergang og fordi jeg ikke er så god til at lade folk ramme de helt ægte “lige-nu-og-her”-følelser.

Er jeg så uærlig?

Nej. Ikke uærlig, fordi vi behøver heller ikke dele alting, men jeg vælger stadig at fortælle det, fordi jeg går så meget op i at få nuancerne med. Jeg føler så mange ting hele tiden. Jeg bliver irrationel og jeg bliver dramatisk uden grund.

Den anden gang var her i dag. Jeg var ved at optage en story om rastløshed og rod.

To ting som jeg mærker så stærkt for tiden. Jeg prøver at sætte ord på det, men jeg kan ikke forklare det.

Uroen i kroppen fylder rigtig meget, men mit hoved er rettet mod de ting, som jeg gerne vil. Jeg keder mig ikke, fordi jeg har deadlines og opgaver, men jeg føler mig stadig rastløs.

Jeg ved ikke, hvor jeg hører til henne lige nu. Jeg ved ikke, hvordan tingene kommer til at gå fremadrettet. Jeg føler mig ærlig talt lidt fortabt.

Er det missmejer.com som gør mig fortabt?

Nej.

Lige det er jeg ikke fortabt omkring. Jeg tror på det og jeg formår at arbejde igennem uroen og få lavet noget hver dag.

Jeg er fortabt omkring, hvor jeg står i forhold til, hvor jeg skal være og hvilken vej jeg skal gå.

Jeg føler mig ikke hjemme nogle steder lige nu og jeg bliver rastløs af at være alene, men det hjælper ikke at være sammen med nogen, fordi så trænger jeg til at være alene.

Jeg har lyst til at kunne råbe ud i universet og få svar på de spørgsmål, som fylder helt vildt meget lige nu. Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg kan ikke få ordentligt fat på min intuition og min mavefornemmelse.

Jeg har derfor svært ved at finde ro og bare lade tingene gå sin gang.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med det om, fordi jeg føler ikke, at jeg kan sætte ord på det eller få hjælp til det.

I sidste ende er det jo mig, der skal mærke efter og tage de beslutninger, som måske dukker op.

Reklamer