Jubilæum: 2 år rask

Gud, hvor er det underligt at kunne fejre sin to års dag.

Ja, for to år siden, der erklærede jeg mig officielt rask fra min spiseforstyrrelse.

Det er så dejligt at vide, at tingene bare er blevet bedre med tiden. Jeg har det bedre for hver dag der går og selvom nogle dage er sværere end andre, så formår jeg at kæmpe mig om på den anden side.

Det er noget over to år siden, at jeg havde min sidste bulimiopkastning og jeg savner dem ingenlunde. Jeg savner ikke smagen af mavesyre eller smerterne, som kom efterfølgende. Jeg savner ikke at sulte mig selv eller de dage, hvor jeg ingen energi havde. Jeg savner ikke følelsen af ikke at være til stede i nuet eller kunne holde koncentrationen i mere end fem sekunder.

Det burde jo være ret let for mig at skrive det her indlæg. Det handler om en tid, som er endt og en ny tid, som er begyndt. Jeg synes alligevel, at det har været svært at sætte ord på, fordi det sidste års tid er bare forsvundet. I det år har jeg kæmpet med meget andet end en spiseforstyrrelse. Indimellem har jeg tænkt “åh gud, hvis bare jeg havde min spiseforstyrrelse, så slap jeg for at tage stilling til det her.” For min spiseforstyrrelse er selvfølgelig ikke noget, som jeg ønsker at få tilbage, men den var jo min undskyldning for alting og der hvor jeg gemte alting væk. Jeg behøvede ikke at tage stilling til noget, fordi jeg kæmpede mod den ene ting og det var mere end rigeligt.

Det sidste års tid har jeg kæmpet med angst. Der har været nogle ting, som jeg har været tvunget til at se i øjnene omkring mig selv. Det har været benhårdt og jeg har virkelig måtte tage ansvar for mine tidligere valg og min fortid for at komme videre. Jeg fik fortalt af en veninde, at hun havde set 2018 som et år, hvor jeg havde bokset mig igennem det hele og virkelig taget slag efter slag fra fortiden, som blev ved med at smyge sig ind i min bevidsthed.

Jeg har måtte deale med mine overgreb, mine tidligere forhold, mit drop-out fra studiet og mit arbejde, hvor jeg ikke kunne holde gejsten oppe. Jeg har virkelig haft meget tid, hvor jeg har siddet foran computeren eller herhjemme uden en sjæl. Jeg har haft så meget tid til at mærke efter – på godt og ondt. Det har været godt, fordi jeg har opdaget mange ting omkring mig selv og fordi jeg er stærkere nu, men også ondt, fordi det har været benhårdt og fordi jeg havde mest lyst til at give op på det hele. Jeg har tvivlet så meget på mig selv og mine evner.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg udviklede min spiseforstyrrelse, men det var den letteste coping-mekanisme som jeg kunne nå frem til. Jeg kunne tælle kalorier, lave madplaner og fortælle mig selv, at jeg ikke var god nok dag ud og dag ind. Nogle af dem som var rundt om mig i den tid, sagde jo også, at jeg ikke var god nok, så hvorfor ikke forsætte den stime?

Nu har jeg omgivet mig med gode mennesker, som vil mig det bedste og som fortæller mig, at jeg er god nok og de bekræfter mig i, at jeg faktisk er et godt menneske med et godt hjerte. Det har jeg ikke rigtig kunne se førhen, men jeg er stolt af mig selv og jeg tillader mig selv at mærke efter. Nogle gange mærker jeg måske stadig lidt for meget og nogle gange så er jeg så bange for at gentage en fejl, at jeg passer ekstra meget på mig selv.

Læs også: Spiseforstyrret vol 1. – Anoreksien begynder

Jeg har dog alligevel besluttet mig for at leve livet. Jeg har brugt for meget tid på at være ked af det og hjælpe alle andre end mig selv. Jeg har kigget på mig selv i spejlet og haft så ondt i hjertet over, hvordan jeg så ud og hvordan jeg så behandlede mig selv. Jeg er ikke altid lige glad, når jeg ser på mig selv. Jeg har dage, hvor jeg føler mig tyk eller hvor jeg synes det hele er oppustet og meh. Heldigvis har jeg flest dage, hvor jeg hopper i tøjet med en glæde, hvor smilet går helt op i øjnene og hvor jeg føler mig selv. Jeg tror mere på, at jeg kan klare tingene nu. Jeg tillader de dårlige dage og de dårlige tanker, men jeg lader dem ikke nå helt ind og ødelægge alt det, som jeg har bygget op.

Jeg kan bare godt lide mig selv nu. Må man godt sige det?

Jeg hader ikke hver en fibre. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan det føltes at straffe sig selv hele tiden. Jeg læser de gamle indlæg med en knude i maven, fordi jeg ikke føler, at det er mig. Jeg føler, at den Louise, var en helt anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunne gøre alle de ting.

Læs også: Jubilæum: 1 år rask

Jeg ved jo, at min spiseforstyrrelse stadig er en del af mig. Den popper stadig op og den er en del af mig og mit liv. Det er jo som så mange andre afhængigheder, noget som man skal have mig sig resten af livet. Jeg skal ikke kunne sige, om det nogensinde dukker op igen ude i fremtiden. Jeg tror dog på, at jeg er stærk nok til at kæmpe imod det og at opdage det inden, at det går så galt igen.

Spiseforstyrrelser er jo skabt sådan, at de ikke kommer fra den ene dag til den anden, men langsomt bygger sig op og vokser sig større med tiden. Pludselig står man midt i orkanens øje og aner ikke, hvad man skal gøre ved det. Man bliver lovet kontrol, men det er ren og skær manipulation. Kontrollen ligger ikke i spiseforstyrrelsen, men i livet.

Jeg har kæmpet og fået hjælp, jeg har talt, grædt og været vred. Jeg har været igennem mange følelser og udsving for at nå hertil, men jeg kan med stolthed i stemmen sige:

JEG ER RASK FOR 2. ÅR!!!!!

HURRAAAAAA!


I kan læse mere om spiseforstyrrelser hos LMSOS eller få hjælp hos dem.
Ring eventuelt til 70101818 eller chat anonymt med her.