Kan man både være køn og klog?

Jeg sad til eksamen i fredags med fire andre piger. Vi ventede på, at det blev vores tur og imens prøvede min veninde de sko, som jeg havde taget med til hende fra min mors forretning. De var lyserøde med stropper og helt flade. Der var intet vulgært over dem. Hun prøvede dem midt på gangen og en ældre herre dukkede op.
“Nååå, hjælper sådanne sko til at få en bedre karakter?”, spurgte han i ramme alvor og og min veninde grinede lidt og sagde sarkastisk “Ja, man har vel lov at håbe.”  Han fulgte op med spørgsmålet om, hvorvidt det var en mandlig underviser og vi grinede alle sammen og i kor svarede vi “ja da.”
Herrens udtryk gik fra seriøst til chokeret og vi kunne ikke andet end at fnise lidt. Der sad tre af os med høje hæle, to af os havde læbestift på og vi havde da alle tænkt over, hvad vi skulle have på i dagens anledning. Vi begyndte hurtigt at gøre lidt grin med det, da herren havde forladt gangen. Den ene fjollede med, at man måske bare skulle stikke benet ind først og sådan lidt i caberet stil. Silkeblødt og med en sød pigestemme ytrede jeg “Ej, ups! Jeg tabte noget på gulvet. Jeg må hellere…. samle det op”, mens jeg førte hånden elegant op ad låret. Der blev også lavet hairflips og rullet lokker af hår rundt om fingeren på bedste vis.

Vi trillede rundt af grin og alle gjorde grin med, at vi burde have taget en nedringet bluse på i dagens anledning. Så sad vi alle sammen med en høj halsudskæring og hvordan skulle det være en fordel i herrens underlige scenarie? Tænk engang, at fordi vi sidder der fire, labre piger, så er det ikke for vores egen skyld, men det tolkes som, at vi gerne vil have en bedre karakter baseret på vores udseende. Det har intet med det at gøre og ingen af os havde tænkt i de baner. Jeg havde en sort kjole på i 50’er stil, pink læber og et par sko med 3 cm hæl på. Nej, det var ikke for min eksaminators skyld, men fordi jeg gerne vil præsentere mig ordentligt. Jeg er mit eget brand og jeg går op i, hvordan jeg udtrykker mig selv. Jeg har ikke brug for læbestift for at klare mig i livet, men jeg gør det, fordi jeg synes det er pænt. Jeg kan godt klare mine eksaminer uden og fordi vi sidder med lyserøde sandaler og høje hæle, så er vi ikke nødvendigvis så dumme, at vi skal køre på vores udseende. Det er en trist antagelse af piger ikke har andet at spille på eller at det ene eliminerer det andet. Jeg kan da både se hammer godt ud og få gode karakterer. Intelligens og udseende kan godt gå hånd i hånd og det burde vi efterhånden have forstået. Tænk, at vi stadig skal udsættes for antagelser som dem og at man ikke bliver taget seriøst, fordi vi gør op i, hvordan vi tager os ud. Det mest utrolige ved hele situationen er, at jeg faktisk skal til at skrive bachelor i lige netop den problemstilling. Mode og skønhedsidealer er så grundlæggende i kvinders liv og vi bliver stadig konfronteret med det. Jeg har lige netop færdiggjort min læsning af The Beauty Myth af Naomi Wolf og den kan anbefales til alle og enhver. Hun bruger et helt kapitel på problemstillingen med, at kvinder ikke må have begge dele. Der er en ide om, at man som kvinde kun kan rumme looks og brain. Vi er enten smukke, labre og et syn for guder, men så har vi intet relevant at sige og så må vi leve på det. Den anden er at vi er kloge, kreative og kompetente, men så er vi kiksede at kigge på.

Det er også en trist antagelse for mændenes vegne, fordi det er jo ikke alle mænd, som ikke kan sidde sammen med smukke, unge kvinder og kun fokusere på det. Vi burde da været kommet ud over, at mænd udelukkende vurderer vores udseende og at vi kun spiller på det. Den gælder jo begge veje.

Der er mange ting, som jeg ikke ved noget om og hvor jeg ikke er klog. Jeg har også mange andre områder, hvor jeg er klog og reelt ved noget om emnet. Når jeg går til eksamen, så tænker jeg altid på at tage mig ordentligt ud. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil agere professionel, men det betyder ikke, at jeg skal iklæde mig suits and boots. Jeg kan være mindst lige så klog i hæle, læbestift og en kjole. Jeg forventer også, at blive taget mindst lige så seriøst som alle andre.

Den ældre herre kom tilbage senere og kiggede ned på min venindes sko. Hun havde skiftet tilbage til sneakers, fordi sandalerne bare skulle prøves og ellers ville jeg tage dem tilbage igen. Han gav mig et surt blik, men det eneste jeg kan er at smile over sådan noget. Det er frustrerende, at man som kvinde stadig skal leve op til en særlig kønsrolle eller at man skal klæde sig som mændene gør. Det værste ved ham var, at han virkelig mente det. Det var ikke ironisk, men sådan er der så meget. Vi fik til gengæld meget sjov ud af det og vi klarede alle sammen eksamen rigtig godt. Om det så var fordi, at vi så smukke ud, det var jo ikke op til os at vurdere. Dog tror jeg at de fleste mandlige undervisere godt kan se ud over looks, når de bedømmer os. Personligt bruger jeg ikke mit udseende til at komme godt igennem mine eksaminer, fordi det behøver jeg ikke. Nogle gange går det godt og andre gange ikke. Det har intet med min påklædning eller pink læber at gøre. Vi opførte os alle professionelt, fordi universitetet fungerer som vores arbejdsplads og vi vil gerne tages seriøst af vores undervisere. Jeg har også høje hæle på til undervisning, når jeg handler og når jeg bare føler for det. Jeg forventer ikke bedre karakterer, gratis varer eller noget andet af den grund.

Jeg tror, at jeg taler for de fleste kvinder, men femininitet og intellegens kan sagtens kombineres. Vi er faktisk ret fantastiske, fordi vi formår at lægge de perfekte cateyes med rystende hænder på eksamensdagen og vi gør vores ypperste. Vi er kommet længere i dag og vi er ikke sexobjekter uden mening. Uanset hvordan kvinder foretrækker at tage sig ud, så skal vi tages seriøst. Om man så er til suits & boots, catyes & red lips eller  noget helt femte. Der skal være plads til alle og det gælder alle aspekter.

Louise Mejer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.