Spiseforstyrret vol. 1 – anoreksien begynder.

Det miderste er rigtig sløret, men det er et af de eneste, som jeg har gemt, hvor jeg selv har taget det. Jeg brød mig ikke om at tage billeder eller få taget billeder i denne her periode, fordi jeg følte mig tyk og ulækker. Fra venstre mod højre: juni 2014, august 2014, nytår 2013 (44-45 kilo)

Angsten, sensitiviteten, barndommen, skoletiden, traumer. Alt sammen en del af mig og en del af min historie. Jeg fortalte tidligere om min angst og at jeg aldrig har følt, at jeg havde en rigtig barndom. Jeg har altid haft et underligt forhold til mig selv, mad og min krop. Lige så længe jeg kan huske har jeg smidt madpakker væk og vægt har altid været et samtaleemne omkring mig. Jeg har altid kæmpet med at være undervægtig og derfor har snak om mad og krop altid været en stor del.


Jeg har altid næret meget selvhad og usikkerhed. Der var et par år, hvor jeg var stolt og glad af mine 52 kilo. Jeg kunne danse rundt i undertøj på værelset og holde mange taler til et imaginært publikum om, hvor vigtigt det var at acceptere ens former. Jeg var så stolt. En stolthed som forsvandt fra det ene øjeblik til det andet og jeg begyndte for alvor at hade mine former, mine deller, min hud, mit ydre og mig selv. Jeg var ulækker og jeg følte mig tyk.

Jeg har altid stræbet efter at være perfekt. Hvis jeg skulle være det, så skulle jeg også ligne modellerne fra magasinerne. Jeg skulle ikke bare være klog, dygtig, smuk og alt muligt andet. Jeg skulle også være tynd. Det var ikke et ønske, som jeg troede at jeg havde. Jeg har været på diverse “tag på”-kure, for som sagt har vægt og krop har altid fyldt meget i mit liv, men jeg havde aldrig tænkt på at tabe mig. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde tabt mig flere kilo i 2.g og det forsatte. Jeg havde svært ved at opretholde en stabil vægt og jeg vejede til sidst omkring 45 kilo. Det raslede af, men jeg havde jo altid en müslibar i tasken og en iste i hånden? Min stræben efter de gode karakterer i 3.g og et ulykkeligt forhold var begyndt at sætte sine spor. Jeg opdagede ikke rigtigt, at mit tøj ikke længere passede. Det gik op for mig, at der var noget galt, da jeg stod foran spejlet og kiggede ned ad mig selv. Jeg var blevet tynd, sådan rigtig tynd. Tynd som dem i magasinerne. Jeg havde “thigh-gap” som pigerne på Instagram og Tumblr. Jeg havde “bikini-bridge”, fordi min hofter stak ud, når jeg lå ned, men alt det var ligemeget, fordi jeg for første gang i rigtig lang tid følte mig smuk. Tiden hvor jeg havde danset rundt i undertøj føltes som en løgn og der havde jeg ikke været flot. Jeg var flot nu. Jeg var glad. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var lykkelig og selvhadet blev mindre. Jeg kunne opnå alt og jeg nød opmærksomheden, når folk bekymret sagde ting som “ej, hvor er du dog tynd.” Det betød blot, at jeg var på rette vej. Jeg sagde altid, at jeg godt vidste det og at jeg nok skulle tage på, men det var løgn. Jeg ville ikke tage på. Jeg ville blive på mine 45 kilo.

Gennem hele 3.g anede jeg ikke, at det var en spiseforstyrrelse. Jeg spiste jo stadig? Jeg kværnede stadig pizza og slik. Jeg brækkede mig ikke, men jeg ville heller ikke tage på. Jeg var stolt af mig selv, hvis jeg kun havde drukket kaffe hele dagen eller hvis jeg kun havde fået ét rigtigt måltid. Jeg var mæt efter at have stukket til et par pastaskruer fra kantinen. Jeg var så fyldt op af stress og negativitet, at jeg ikke kunne spise. Jeg var målrettet efter at være den perfekte kæreste, veninde, elev og datter. Jeg ville ikke skuffe nogen og jeg ville  på ingen måde skuffe mig selv.

Der var et par enkelte gange, hvor jeg tænkte tanken om en spiseforstyrrelse, men det kunne ikke være rigtigt. Det kunne ikke være mig. Jeg fortalte min daværende gymnasiekæreste om det og det eneste han svarede var “sådan en type har du ikke lyst til at være” og så snakkede vi ikke mere om det. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at have en spiseforstyrrelse, men jeg havde et voksende problem og det involverede spisning og mit udseende. Jeg nægtede mig selv flere og flere ting. Jeg følte dog alligevel, at han holdte øje med min tallerken og det gjorde mig stædig. Pludselig skulle jeg ikke spise slik og sukker i en måned, fordi han i ramme alvor havde sagt “er du sikker på, at det er godt for dig?”, da jeg stod og slikkede flødeskum af et piskeris – en kær barndomsting, som jeg mindes som lykke, da man måtte slikke piskerisene. Jeg kunne ikke abstrahere fra hans ord mod mine egne inde i hovedet. Han blev bare den ydre stemme. Den indre var allerede godt i gang med at pille mig fra hinanden, så derfor kunne jeg ikke bare trække på skuldrene af sådan en kommentar. Det blev for meget for mig og jeg ville gerne se godt ud. Jeg var i panik, når jeg havde taget lidt på og jeg sagde ting som “ej, den kur må jeg da prøve”, hvis nogen sagde, at de selv havde tabt sig. Jeg kunne ikke se, at jeg var syg på det tidspunkt.

Jeg husker tydeligt dengang jeg sad til dimissionen og ventede på at blive kaldt op. Jeg knugede mine hofter og kunne tydeligt mærke mine knogler under det tynde stof. Jeg sad hele tiden med tanken “Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg er syg. Jeg er spiseforstyrret.” Det var svært at vide, fordi jeg stadig fungerede og ikke var så tynd, at jeg min menstruation stoppede eller at jeg håret faldt ud. Jeg fungerede stadig og jeg spiste stadig, men det var ikke længere hyggeligt. Indeni mig var jeg så ked af det. Jeg forsøgte at passe på mig selv på en selvdestruktiv måde og jeg kunne ikke engang fortælle nogen om det. Min indre stemme skreg, at jeg skulle holde det hemmeligt og at hvis jeg fortalte det til nogen, så ville de grine af mig og sige, at jeg ikke var rigtig syg. En rigtig spiseforstyrret kan ikke spise slik, drikke sodavand eller spise usundt. Det var hvertfald det jeg troede og det viste sig, at dette kun var starten på et langt sygdomsforløb.

To be continued…..


Har man spørgsmål kan man altid skrive til mig på frkmejer@gmail.com eller i kommentarerne, så skal jeg gøre mit bedste for at svare.