My factor is… min følsomhed.

MaxFactor har skabt en “My Factor”-kampagne med fokus på ens egen, særlige faktor. Det kan være alt mellem himmel og jord, makeup-mæssigt, udseendesmæssigt eller personlighedsmæssigt – det er op til en selv at finde ens faktor. Så hvad er min faktor? Det var et spørgsmål, som jeg virkelig har tænkt meget over, for min første indskydelse var: har jeg nogen?

Jeg fandt mig selv stående i Dalum Centeret i dag, hvor jeg var inviteret til at møde nogle af makeup-artisterne fra MaxFactor Danmark, men jeg følte mig lidt fortabt. Jeg havde ikke brug for hjælp til at få lagt en ny makeup, fordi jeg ved, hvad jeg kan lide og jeg har allerede skabt et “signatur”-look. Men hvis ikke de kunne fremhæve min makeup-faktor, hvorfor var jeg der så og hvorfor følte jeg mig så fortabt, da jeg kom hjem igen?
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker makeup og har skabt et helt image omkring mine cateyes og altid farvede læber, men mit spørgsmål er, hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt for mig, at jeg evig og altid skal se ud på en særlig måde. Det er ingen kritik i forhold til makeup og jeg kommer aldrig til at holde op med at elske det, men en af grundene til at makeup altid har fyldt så meget i mit liv er, at jeg har kunne skjule mig bag det. Jeg har kunne male et ansigt på, som så selvsikkert og glædefyldt ud. Jeg kunne få verden til at se den Louise, som jeg så inderligt ønskede at være, men som jeg ikke kunne vise på andre måder. Jeg har så mange gange stået på diverse toiletter rundt omkring og desperat forsøgt at fikse min makeup eller forsøgt at vinkle mine tårer rigtigt, så de i det mindste ikke ødelagde mascaraen. Når jeg så havde duppet, smurt ny læbestift på og kørt en hånd gennem håret, så tog jeg en dyb indånding og gik ud i verden med det største smil på.

Jeg har gennem tiden lært og lærer stadig at finde en lidt større ro i mig selv og undgå at maskere mine usikkerheder. Dem har jeg nemlig mange af. Jeg har længe troet, at min eneste faktor var de pangfarvede læber og stålsatte attitude, når jeg gik ude i verden, men min ægte faktor er min følsomhed – min særlige sensitivitet. Jeg er så ufatteligt følsom og jeg føler alting helt ind i knoglerne. Jeg græder til film, serier, bøger og nyhederne. Jeg græder af glæde, af sorg og af afmagt. Min følsomhed er gennem mange år blevet trampet på og mange har skældt mig ud, når jeg nu græd igen. Men den følsomhed er en stor del af mig og jeg ville ikke være den foruden. Jeg græder ikke altid, fordi jeg er knust, men det er en reaktion på den følsomhed, som fylder min krop op til randen. Jeg har mangt en morgen siddet og følt mig fortabt, men fordi livet ikke stopper op, så tog jeg min faste makeup på og tog en kjole ned fra bøjlen, spændte et bælte rundt om taljen, fordi så var jeg nødsaget til at holde en god positur og et smil på læben. Præcis som i Victoria-tiden, hvor man indskrænkede kvinders mobilitet gennem tøj og håret, så gjorde jeg det samme.

Jeg er slet ikke så stålsat og der skal i perioder ikke ret meget til at rokke ved mig og min selvtillid. Jeg har svært ved at sige min mening, fordi jeg ikke ønsker at såre nogen. Jeg har til tider svært ved at være ærlig over for mig selv og andre, fordi jeg er bange for, om de nu synes om mig. Jeg har altid haft svært ved at holde fast i mig selv, både fordi jeg ikke har vidst, hvem jeg var, men også fordi, at jeg gerne ville gøre alle andre glade. Jeg har lagt bånd på min følsomhed, fordi jeg var og er stadig bange for modtagelsen. Men jeg er følsom og det er også den faktor som holder mig oppe. Den får mig til at gennemtænke, at fastholde den inderste kerne i mig og den gør mig til den jeg er.

Jeg er så privat, det har ikke altid været sådan, men med nok slag over nallerne, så lærte jeg at holde kortene tæt og det er derfor også så svært for mig at blogge. Altså at blogge sådan rigtigt, hvor at jeg viser hvem jeg er og stoler på, at det er godt nok, det jeg gør.  Jeg har haft lyst til at give op og lukke hele projektet ned, fordi der er så mange emner og ting, som jeg ikke tør dele. Jeg har så meget af det inde i mig, men jeg tør ikke udgive det. Jeg har en drøm om at være et eller andet forbillede for de mennesker ude i verden, som ikke tror nok på dem selv eller som er bange, fordi deres følsomhed fylder hele tiden. Jeg synes det her indlæg er grænseoverskridende at lægge ud, fordi en lille stemme siger: “Hvad hvis ikke de forstår dig? Efter at du nu har lagt dig selv ud på den måde.” Men nu lægger jeg en lille og meget ærlig del ud omkring mig selv, fordi jeg er så langt fra at være perfekt og jeg kan ikke skjule mine sider af mig selv. Der er ikke nok makeup, tøj, sko og tasker i verden til at skjule denne her side af mig.

Så min faktor skal i stedet fremhæves, fordi det er ikke altid nemt at være så følsom i en til tider meget ufølsom verden. Dog kan jeg ikke komme uden om det og jeg ville ikke undvære det til fordel for noget andet. Jeg er stolt af, at jeg rummer så mange følelser. Jeg skal også bare lære at lytte til dem, stole på dem og turde vise dem frem.

Det var med skælvende hænder, en klump i halsen og samtidig et pludseligt stik af mod, at jeg valgte at publicere det her. Det er de færreste mennesker som kommer ind under huden på mig – let alone the makeup.

Herunder er beviserne på nogle af de ting, som jeg udsætter min krop for og så er der en et reelt no-makeup billede som heller ikke har fået hverken filter eller redigering på. En meget andet side af den ellers så polerede Frk. Mejer.

2017-04-26-13-57-55
2017-04-26-13-54-49
2017-04-26-13-55-06
Reklamer